Gå til hovedindhold

Brøndby Hallen & Stadionhal 1

Brøndbyvester: Kom forbi til en masse sjove aktiviteter sammen med Brøndbys forenings- og fritidsliv, der bl.a. byder på bordtennis, håndbold, volleyball, golf, karate og spejder. Du kan også komme forbi politikerteltet og hilse på din kandidat til kommunalvalget. Som prikken over i´et kigger Københavns Vestegns Politi og Hovedstadens Beredskab forbi med deres seje biler.

Program for Brøndby Hallen og Stadionhal 1

Mød de lokale helte, når Hovedstadens Beredskab kigger forbi Kulturnatten. Der vil være mulighed for at opleve en vaskeægte brandbil og nødbehandlerbil. OBS: Besøget fra Hovedstadens Beredskab er med forbehold for, at der ikke er akut brug for dem andetsteds til ulykker, brand og lignende.

Har du lyst til at prøve at spille bordtennis? Der vil blive spillet ”rundt om bordet”, og der vil også være mulighed for selv at spille en kamp. Vi har bat og bolde, så du møder bare op, klar til kamp. Alle er meget velkomne.

I volleyball kan alle være med! Brøndby Volleyball Klub er på pletten ved Kulturnatten fra kl. 16.30, hvor klubben sætter gang i diverse lege og spil med volleyball. Det er for alle aldre. I tidsrummet 17.30-18.00 er der det særlige "Ramasjang familie volley" på programmet, hvor alle krudtugler i alderen 2-7 år og deres forældre kan lege med. Fra kl. 18.00-19.30 er der volleyball for alle igen. Vi glæder os til at se jer.

Badminton er for alle, så du kan være med, uanset om du er barn, ung, voksen eller ældre. Kom forbi Brøndby Badminton Klubs aktivitet i Brøndby Hallen og lad fjerboldene flyve over nettet. Vi glæder os til at se jer!

Dyk ned i skakverdenens taktiske mysterier, udfordr dine strategiske evner og lad skakbrættet blive din portal til sjove oplevelser. Velkommen til Brøndby Skakklubs stand, hvor du til kulturnatten kan opleve spillet, deltage i konkurrencer eller få en snak om vores fællesskab. Mød os og lad skakken folde sig ud!

Kom og få et indblik i karaten og prøv nogle slag og spark, hvis I har mod på det? Karate er træning af hele kroppen både fysisk og mentalt. Det er en sport med en lang historie, hvor respekt og disciplin vægter højt. Vi er en klub med stærkt sammenhold og har eksisteret i 50 år. Kom og få en snak med medlemmer og instruktører og find ud af, om det er en sport for dig!

Kom og få en læskende slush ice i Ungdomsklubben 1st Floor og oplev alle vores fede aktiviteter. Til Kulturnatten kan du blandt andet se nærmere på vores musikstudie, få en tur på el-løbehjul og give den virtuelt gas med vores e-sport. 1st Floor har åbent helt frem til 22.00.

Tag dit barn/barnebarn og eget indre legebarn med til Brøndbyernes IF’s aktivitet Bold & bevægelse. Det er hverken fodboldtræning, rytmik eller gymnastik, men derimod en masse leg med fokus på bevægelsesglæde og bold. Kom og hav det sjovt med dit barn eller barnebarn!

Kom og oplev et lille udvalg af vores forskellige tilbud til børn og voksne:

  • BØRNEGYMNASTIK med leg og spring på airtrack, trampet og andre redskaber
  • SANS og SMART-Træning – eller andet frisk gymnastik for voksne
  • MOTIONSGYMNASTIK M/K – frisk og god motion, godt humør og socialt samvær

Kom og vær med.

Kom og prøv judokast, holdegreb og faldteknik sammen med judoudøverne fra Brøndby Judo Klub. Du kan være med, uanset om du er barn eller voksen. Kom og kast, med hvem du vil på judomåtten.

Mød os ved Den Røde Hal, hvor vi laver fireballs, snobrød, modellervoks og andre sjove spejderaktiviteter.

Brøndby Hallen byder på kaffe og kage, og der er altid tid til en snak om hallens historie og fremtid med halchefen.

Kom helt tæt på en politibil og hør mere om politiets arbejde, når Københavns Vestegns Politi kommer forbi Kulturnatten. OBS: Besøget fra Københavns Vestegns Politi er med forbehold for, at der ikke er akut brug for politiet andetsteds.

Kom forbi Brøndby Hallen til Kulturnatten og bliv forvandlet til en tiger, en sommerfugl eller lige hvad du måtte ønske. Vi har to professionelle ansigtsmalere parat til at tage imod jer!

Tag med på skattejagt og vind en præmie.

Kom forbi politikerteltet og få en snak med repræsentanter for de opstillede partier til kommunalvalget den 18. november.

Sidst opdateret: 16. september 2025

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tilmeld dig Brøndby Kommunes nyhedsbrev og modtag nyheder, tilbud, arrangementer og inspiration i din indbakke.